Bostedet Neptunvej

Bostedet Neptunvej er hjem for 48 borgere med fysiske- og/eller psykiske funktionsnedsættelser.

Fælles for beboerne er, at de er voksne med et udviklingshandicap. Beboerne har i forskellig omfang brug for støtte til udvikling af deres fysiske eller mentale kompetencer og/eller deres relation til andre mennesker.

Bostedet Neptunvej består af 48 handicapvenlige lejligheder og en aflastningslejlighed. Foruden lejlighederne er der en kulturcafé, hvor der serveres fælles morgenmad og frokost for alle stedets beboere, et internt aktivitetstilbud for borgere over 65 år "Knasten" og administration. I dagtimerne er mange af beboerne på arbejde på forskellige aktivitetstilbud.

Der er primært tilknyttet pædagoger og sundhedsfagligt personale samt vågne nattevagter til bostedet. I Knasten er der tilknyttet faste medarbejdere. Aktiviteterne i Knasten er primært kreative aktiviteter.

Bostedet Neptunvej er godkendt efter Almenboliglovens §105. Du får bostøtte efter Servicelovens § 85 og praktisk hjælp i lejligheden, hjælp til personlig pleje og hjælp til mad efter Servicelovens § 83.

Bostedet Neptunvej er bygget i 2012 og beliggende i Paderup tæt på indkøbsmuligheder i Randers Storcenter, men har samtidig udsigt til marker og natur.

Lejlighederne på Neptunvej er store og består af et stort, lyst rum. Der er mulighed for, at du kan sætte en skabsvæg op, som kan fungere som skillevæg og dermed dele lejligheden op i soveværelse og stue. Lejlighederne er egnet til borgere med et fysisk handicap og har alle et stort badeværelse. Til alle lejlighederne er der ligeledes et lille depotrum ved siden af lejligheden.

Lejlighederne ligger samlet i boenheder, som hver består af otte lejligheder. Til hver boenhed er der et mindre køkken.

Indgangen til lejligheden sker via boenhedens fællesarealer. Lejlighederne ligger alle i stueplan, har terrassedør samt udgang en lille privat flisebeklædt terrasse med en smule beplantning omkring.

Der er en fælles atriumgård med beplantning, borde og stole, som alle beboere er velkomne til at bruge.

Du har mulighed for at komme i aflastning hos os. Vi har en særlig aflastningslejlighed, som vi stiller til rådighed. Den er placeret ved siden af Kulturcaféen.

Aflastningslejligheden består af:

  • et lille tekøkken med kaffemaskine og køleskab med mindre fryser
  • en møbleret lys stue med tv, dvd- og cd-afspiller. Endvidere er der elevationsseng
  • et fint badeværelse med badebænk
  • egen terrasse med et cafébord og to stole

Det er ikke tilladt at ryge i aflastningslejligheden. Når du bor i aflastningslejligheden deltager du i hverdagen på lige fod med de andre beboere på Neptunvej. Du skal kontakte din sagsbehandler i myndighed, hvis du har brug for at komme i aflastning. Det er en myndighedsafgørelse om du kan komme i betragtning til aflastningen.

På Botilbuddet Neptunvej er der en lang række traditioner, som er med til at gøre Bostedet Neptunvej til et særligt sted at være. Vi lægger stor vægt på at afholde traditioner, såsom fastelavn, påskefrokost, Sankt Hans, julefrokost og nytårsaften.

Herudover kan der arrangeres endagsture efter behov og ønsker. I hverdagen sker der også en række forskellige aktiviteter og arrangementer. Dette kan eksempelvis være samarbejde med foreninger, lokale diskoteker og andre relevante samarbejdspartnere.

På Botilbuddene i Center for Voksenhandicap er vores mission at understøtte din udvikling og mestring af eget liv. Ved mestring af eget liv forstår vi din evne til at medvirke til at skabe et liv, der er meningsfyldt for dig. Derfor har vi fokus på din livskvalitet. Livskvalitet er individuelt, skabes på dine præmisser og ud fra det, som giver mening for dig. Det betyder bl.a. at vi vil understøtte dig i at have et socialt og aktivt liv, understøtte og tilbyde muligheder hvor du kan indgå i fællesskaber, og sikre at du har et godt og trygt sted at bo, hvor den hjælp du modtager, er af højest mulige kvalitet.

Vi anser et handicap som noget der opstår i et samspil mellem biologisk udvikling og det omgivende samfund. Derfor vil vi møde dig ud fra en Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogisk tilgang (KRAP), hvor vores fokus vil være, at du får mulighed for at udvikle dig, så dit udviklingshandicap ikke bliver en hindring for at deltage i det omgivende miljø. Når det bliver svært og når det opleves utrygt vil vi sikre, at du har et trygt hjem, hvor du kan få støtte og omsorg i forhold til de behov, som du har.

Hos os vil du opleve, at vi arbejder målrettet med selv- og medbestemmelse. Udgangspunktet er, at du bestemmer i dit eget liv. Når det bliver svært kan du inddrage både os og dine pårørende.

De grundlæggende værdier, som vores tilbud er baseret på, er åbenhed, ordentlighed og respekt for forskellighed. Vi vil arbejde ud fra en grundlæggende tanke om, at du kan udvikle dig, hvilket betyder, at vi vil prioritere samarbejdet og dialogen med dig og dine pårørende. I samarbejdet med dig og dine pårørende kommer vi til at tage udgangspunkt i dine erfaringer, din livshistorie og dine egne ønsker og drømme for dit liv.

På hele handicapområdet i Randers Kommune arbejder vi ud fra ”Kodeks for det gode borger- og pårørendesamarbejde på handicapområdet i Randers”.

I hverdagen er det vigtigste pårørendesamarbejde samarbejdet med forældre og andre nære pårørende omkring den enkelte beboer. Vi ser de pårørende som en vigtig samarbejds- og sparringspartner, når det omhandler beboerens trivsel. Pårørende vil om muligt blive inddraget i væsentlige beslutninger, som eksempelvis beslutninger som omhandler beboerens hverdag, økonomi og lignende. I de fleste tilfælde vil pårørende ligeledes blive inddraget i, og deltage i, de årlige handleplansmøde med udgangspunkt i ”Mit liv – min plan”. På handleplansmøderne drøftes beboerens ønsker og behov. Formålet med mødet er at sætte mål for støtten, som beboeren modtager. Du kan se videoer og læse mere om konceptet for §141 handleplaner i Randers Kommune ”Mit liv – min plan” her.

Pårørenderåd

På botilbudsområdet på voksenhandicapområdet er der et fælles pårørenderåd. Pårørenderådet er med til at sætte retningen for pårørendesamarbejdet i dialog med ledelsen på området. Ved henvendelser til pårørenderådet kan du kontakte formand for pårørenderådet Ole Bach Andersen på tlf.: 21 74 48 74 eller på e-mail: olebach1958@hotmail.com.

Bruger- pårørendeundersøgelse

Randers Kommune arbejder hele tiden på at udvikle og forbedre tilbuddene til de borgere, der har brug for hjælp. Derfor bliver der lavet bruger- og pårørendeundersøgelser hvert andet år.

Vi tilbyder fuld kostpakke på Neptunvej. Kostprisen fastsættes fælles for hele Randers Kommune og justeres en gang om året.

Er du fraværende til tre eller flere sammenhængende hovedmåltider, kan du få kostrefusion, som modregnes din kostbetaling den efterfølgende måned.

Kostpolitik

Botilbuddet Neptunvej har en kostpolitik om, at maden skal være varieret i forhold til årstiden. Vi bestræber os på, at der altid indgå salat, grønt og frugt i et af måltiderne. Råvarerne skal i størst mulig udstrækning være økologiske og skal fortrinsvis være tilberedt fra bunden.

Der tilbydes en kostsammensætning målrettet den enkelte beboer. Der betyder, at der tilberedes diætmad til beboere, der eksempelvis har særlige behov som følge af eksempelvis diabetes, allergi eller har brug for måltider med et bestemt antal kalorier osv. 

Ønsker til menu er altid velkomne i køkkenet og køkkenet gør noget ud af at markere traditioner og årstider i løbet af året gennem menuen og valget af råvarer. 

De daglige måltider

Der bliver serveret fem måltider i løbet af dagen – tre hovedmåltider og to mindre måltider. Medarbejdere og beboere hjælper hinanden med at servere maden, ligesom I hjælpes ad med oprydning og opvasken bagefter.

Fødselsdage

Fødselsdagsmiddage kan aftales med køkkenmedarbejderne. I forbindelse med din fødselsdag kan køkkenet tilberede et måltid efter dine ønsker, dog skal det være indenfor budgetrammen.

Botilbuddet har en bus, som vi primært bruger, når du eller en af de andre beboere skal til lægehenvist behandling.

Vi bruger den også til aktiviteter. Herudover er der 100 meter til nærmeste busstoppested, hvor der blandt andet kører bybusser ind til Randers Midtby.

Der er 800 meter til nærmeste rutebilsstoppested.